Pressemeddelelse

Bilmesse & Brugtmarked

Messe C – Vestre Ringvej 101 – 7000 Fredericia

Lørdag og søndag den 17. og 18. oktober 2015

 

Bilmesse & Brugtmarked skriver historie, da det er 20. gang messen gennemføres, d.v.s. at vi runder de 40 messer på de 20 år.

Gæsterne kan allerede nu se frem til den kommende messe, hvor TEMA’et er ”Morgendagens klassikere”. Vi kigger i krystalkuglen og udstiller mulige kandidater.

Et andet meget interessant TEMA er ”Fortidens trailere” med flotte restaurerede trailere fra 1950 og nogle årtier frem. Det er klubben ”Veterantrailer.dk” der fylder 140 m2 op med de sjældne trailere.

Bilmesse & Brugtmarked er Danmarks absolut største salgs- og oplevelsesmesse, hvor gæsterne kan beundre de mange køretøjer på såvel 2, 3 og 4 hjul. Messen er stedet hvor køber og sælger mødes, og en evt. handel kan afsluttes på stedet.

På forårsmessen blev der solgt veteranbiler til udlandet, henholdsvis til Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland, og det beviser, at udlandet har kig på det danske marked, og derfor besøger den største salgsmesse i Danmark.

Det er ikke kun biler, motorcykler, knallerter o.s.v. der er til salg, alle messecentrets 28.000 m2 er fyldt til randen med stumper, reservedele, værktøj, litteratur, emaljeskilte, modelbiler, retro-beklædning og meget mere.

Som tidligere vil der være cirka 40 mærkeklubber til stede, og her kan gæsterne få sig en god snak med repræsentanter for klubberne, der alle har mange årtiers erfaring.

Kommer du kørende i et klassisk køretøj på 2, 3 eller 4 hjul, eller måske et andet sjældent køretøj, så tilbyder vi SPECIALPARKERING på et afmærket område lige uden for messecentrets indgangsparti.

Bilmesse & Brugtmarked omfatter også et stort antik- samler- og kræmmermarked på 4.000 m2, og her kan findes mange herlige ting fra en svunden tid.

Foran messecentret har vi nogle virkelige super-biler holdende, og for kr. 500 kan man med sig selv bag rattet få en 15 minutters herlig tur ud ad Vestre Ringvej, biler de fleste må nøjes med at drømme om.

Til denne messe har vi fundet et UNIKUM – en Daihatsu Max 360 årgang 1975, der kun har kørt 514 kilometer. Bilen er indsat til salg.

Den spændende historie kan læses i magasinet Veteran Posten’s oktober udgave, der udkommer sidst i september.

 

På Ford T standen vil gæsterne kunne gense den gamle Ford T, der blev benyttet i filmen med Dirch Passer i 1968: Dyrlægens plejebørn.

Vi forsøger at finde frem til den lille charmerende Winnie, der var en af stjernerne i filmen.

Jo, igen bliver det et brag af en udstilling, hvor folk mødes og taler sammen, hvor venskaber opstår og vedligeholdes, så på herligt gensyn i Fredericia den 17. og 18. oktober 2015.

Se meget mere på www.bilmesse-brugtmarked.dk, følg også med på www.facebook.com/bilmesse